Igennem efterhånden mange år med ledelse og styring i mange forskellige virksomheder, af forskellig størrelse og karakter, er det blevet tydeligt for mig, hvor svært det er for mange ledere at skelne imellem styring og ledelse.

Det levende kan ikke styres

De udfordringer med miljø, bæredygtighed og klima, som vi egentlig ikke “står overfor”, men nærmere blot konsekvent har lukket øjnene for, handler i min optik i allerhøjeste grad om, hvad der sker, når ledelse erstattes med styring.

Levende organismer kan i udgangspunktet IKKE styres, med mindre det lykkes til at få dem til at tro på, og handle som om de er maskiner.

Styring

Hvad vil det sige “at styre”?

Når jeg en tidlig morgen sætter mig ind i min bil for at køre til en adresse et sted i Danmark, for at lede et kursus, så vil jeg typisk tænde for mit navigationssystem og taste mit mål ind. Derefter drejer jeg nøglen og instruktivt vil en stemme fortælle mig hvornår og i hvilken retning jeg skal dreje rattet (styre) bilen.

Undervejs leverer den nogle nøgletal, som den beregner på baggrund af eventuelle afvigelser, den er programmeret til at registrere. Den fortæller mig bla. hvornår jeg kan forvente at ankomme, min hastighed, evt. reguleringer og krav på ruten etc.

Handler jeg spontant og kører udenfor den angivne rute, bliver den meget vedholdende i sine insisterende kommandoer, for at få mig på sporet igen.

Min bil fungerer som en tilsvarende maskine, og gør det den igennem knapper, kontakter og pedaler er konstrueret til at gøre. Min opgave er blot at korrigere for omgivelsernes påvirkning – vind, regn, is, sne, tåge, vejens beskaffenhed, andre bilisters kørsel etc…

Også den både registrerer og synliggør forbrug og historik, og giver mig på baggrund af, hvad jeg har gjort, en illusion om at kunne regne ud hvordan resten af ruten vil forløbe på helt bestemte parametre. F.eks. kan den skrive.. “150 km tilbage til tom tank”… Eller tænde en rød lampe, hvis den mangler olie… Måske en orange lidt inden?

Min opgave

Min opgave er at se ud af forruden, og styre igennem bremse, speeder, gear og korrektioner af retning, inden det er for sent – altså inden jeg kører i grøften eller ind i noget. Min reaktionstid og bevægelseskompetence spiller med i forhold til, hvor hurtigt jeg kan styre bilen.

Jeg er fuldstændigt afhængigt af – og regner med – at bilen gør, som jeg vil. Altså efter min instruks og vilje/kompetence til at effektuere den.

Gør den noget andet har den pr. definition en fejl, med mindre det skyldes, at jeg har læst omgivelserne forkert og belastet den mere end det, den er konstrueret til at kunne, eller jeg har kompetence til at styre.

Mekanikeren

Skuffes jeg i den henseende, vil jeg sende den til en mekaniker, som udskifter eller reparerer de defekte dele. Han skriver en rapport ud af dens computer og Re-trivialiserer den, så den i princippet virker igen, som var den ny…

Bilen kan jeg køre og mere eller mindre effektivt. Det sker ved at jeg forholder mig til hvordan jeg med færrest mulig indsats og brug af ressourcer, slid, kræfter etc. kan få den til at nå mine mål.

Det står vel lysende klart, at jeg ikke på nogen måde “leder” bilen?!

Det har intet med ledelse at gøre

Overfører jeg eksemplet på det, der sker i organisationer og virksomheder under overskriften “ledelse”, så matcher det vist meget godt? Det har bare intet med ledelse at gøre!

Hvad er konsekvensen af det?

Ja hvis de, der kalder sig “ledere”, ser det som at være i stand til at styre en maskine, og f.eks. “holde tandhjulene i gang” så vil når vores “mål” – så må de have kunder, medarbejdere, interessenter og alt det der udgør en “virksomhed” til at agere som om de er en maskine.

Maskinsprog

Det gøres meget enkelt ved at begynde med at bruge et maskinsprog, når der kommunikeres om dem.
Vi taler konsekvent om “Ressourcer”. Om det er Mennesker, dyr eller materialer – altså om noget der bruges og forbruges, for at få noget andet ud af det.

Vi taler om effektivitet og optimering. Om at få mest muligt UD af noget , med minde mulig indsats.

Vi måler og tager “temperaturen” på alt fra tilfredshed til resultater og indsatser.

Vi “benchmarker”, som var det Formel 1 racere, vi skulle teste i en målebænk.

Frem for alt tænker vi i “instruktiv læring og styring”, med tilhørende fejl og afvigelser i forhold til normer og standarder.

Virker det?

Det virker!
Vel at mærke når tilstrækkeligt mange begynder at se sig selv som “hjul i det store maskineri” – og som nogen der skal være “brug for” som en god medarbejderressource.

Så kan der tjenes mange penge på denne styring!

Taberen er livet og det levende. Miljø, omgivelser, natur, livskvalitet, glæde og lyst, spontanitet og kreativitet.

Ledelse

Hvis ovenstående ikke har det mindste med ledelse at gøre, hvad beskriver det ord så?

At lede betyder, at invitere til at noget, der lever, af-sig-selv vil følge, uden at sætte sin integritet på spil.
Dvs. kunne følge på en sådan måde, at vedkommende af-sig-selv er i stand til at passe på sig selv i en oplevelse af frihed og bevægelighed.

En iboende impuls

Uanset hvilket liv jeg møder – dyr, planter, mennesker og samfund af alle slags: Forsøger jeg at begrænse det i sin frihed til at leve, vil det impulsivt søge at gøre sig fri. Det er en iboende impuls i alt liv.

-Det helt store ledelsesspørgsmål er med andre ord: Hvordan bevæger jeg mig på en sådan måde, at det, jeg vil lede, af-sig-selv finder det muligt, enkelt, og attraktivt at følge – og i sin bevægelse kunne bevare sin egenart og oplevelse af frihed?

Hvordan bevæger jeg mig på en sådan måde, at det, jeg vil lede, af-sig-selv finder det muligt, enkelt, og attraktivt at følge – og i sin bevægelse kunne bevare sin egenart og oplevelse af frihed?

Et paradoks

Den opmærksomme læser vil se et paradoks i denne sætning. Den gemmer sig i det forhold, at hvis jeg vil lede nogen, så vil det rumme en ambition, der skaber ufrihed i måden, vi relaterer på.

Derfor vil ledelse ikke alene handle om, “hvordan jeg bevæger mig….”, men om hvordan vi inviterer hinanden til at bevæge os sammen, på en sådan måde, at det kan ske i samtidig, fælles, interaktion som et levende system.

Et fællesskab der – i kraft af, at det lever og er levende, har en iboende impuls til at holde sig bedst muligt i live, på en måde så det ikke ødelægger de omgivelser, det er afhængigt af for at overleve…

Ledelse kan ikke målstyres

DET kan ikke målstyres. Det ledes igennem en praksis: En bevægelseskompetence – intellektuelt som kropsligt. Det er i denne praksis – imens det sker, at vi sanser, hvis der ikke er kontakt.

“Ledelse” bliver til en “kvalitet i bevægelse”. Den opstår af-sig-selv igennem takt, rytme, tempo. Vi indstiller os efter hinanden og er afhængige af forskellighed og evnen til at skelne stadigt finere og mere nuanceret.

Soldater?

Den der genkender dette, ser også at det ikke virker igennem instruks og magt.

Jo vi kan i så fald “danse” som soldater, der går i rad og række. Ikke under “ansvar” men under pligt. De er trænet til at adlyde og gøre som de får ordre til uden at stille spørgsmål, der kan forsinke deres handlinger.
Deres indsats helliges af målet, og de skal gøre det med livet som indsats. De trænes til at slå ihjel, erobre, og se igennem de ødelæggelser de forårsager imens.

Ledelse som det vigtigste

Hvis jeg igen skal pege på, hvad der vigtigste vil være for at bevæge os bæredygtigt med hinanden og de omgivelser vores liv er uadskilleligt forbundne med, så at der at vi meget konsekvent ser på hvordan vi kan invitere ledere til at lede.

Det gøres ved at ved at lade dem udvikle den kompetence af-sig-selv, i nogle omgivelser der fremmer det.

“Læring” sker heller ikke instruktivt. Det gør “programmering” derimod.

Læring sker igennem leg – ved at afprøve, iagttage, undersøge og reflektere sammen. I kontakt til den kreativitet, vi alle er rundet af.

Hvis du vil være med…så skriv til mig.